Jeg tror at jeg er ved at få det der
FUCK-det-er-jo-lige-om-lidt-og-jeg-ved-i-virkeligheden-ikke-længere-om-jeg-tør-syndrom, som rammer de fleste på et eller andet tidspunkt i livet. Jeg har læst en del, der skulle på højskole, der havde det sådan, men også hvis man nu er på vej ud for at bungee jumpe. Her tror jeg også, at det er temmelig normalt at oplevet lige netop dette syndrom.
Det er jo lige om lidt, og pludselig begynder man at overveje, om man ikke bare kan blive hjemme og arbejde i svømmehallen det næste halve år også. Hvilket jo er
latterligt (!) for jeg ved hvor meget jeg har glædet mig, og stadig glæder mig, og kommer til at glæde mig.
Jeg er jo bare slet ikke højskoletypen,
jeg er indadvendt og kan godt lide at være alene. Jeg synes altid, det er mega akavet at side sammen med folk, jeg halv kender, og så ikke snakke - hvilket nærmest altid er det der sker...
Det skal nok gå over, håber jeg! Desuden begynder jeg også snart at blive utålmodig ift.
det brev jeg yderligere skulle modtage fra højskolen inden jeg skal afsted. De skal da snart til at skynde sig, hvis jeg skal have stablet en komplet pakkeliste på benene inden jeg begynder at pakke. Og hvis nu, der er noget, jeg mangler, skal jeg så ikke også have lov til at nå at købe det? Eller ønske mig det?
Ønskesedlen ryger jo også snart afsted!
Der er forresten kun 5 uger tilbage nu!
På gensyn c")
